Gå til indhold

Frise SUVTil Region Syddanmarks hjemmesideTil forsiden



Møllebakken

Møllebakken udefra

Målgruppen er børn og unge med markante og ofte multible problemstillinger, typisk i form af sociale, emotionelle, kognitive og/eller psykiatrinære vanskeligheder. På grund af kombinationen af alvorlige vanskeligheder, kræver det en specialiseret  viden at arbejde med målgruppen.

Behandlingen og undervisningen i skolen tilrettelægges individuelt, da gruppens udvikling ofte er ujævn. De kan have alderssvarende kompetencer på nogle områder, hvor de på andre har markant forsinket udvikling.

Aldersmæssigt er Møllebakkens børn og unge mellem 10 og 20 år.

Kerneydelse og mål

Kerneydelsen består af skole, social træning og familiearbejde. 

Arbejdet er tilrettelagt som et helhedsorienteret tilbud, hvor skolen og bodelen arbejder sammen om at støtte og udvikle børnenes færdigheder og kompetencer. Arbejdet udføres af pædagoger, lærere, familiekonsulent og psykolog.

Skolen tilrettelægger undervisningen ud fra elevens ressourcer og vanskeligheder. Et af målene er at øge den enkeltes formelle færdigheder i skolefagene. Skolen tilbyder desuden erhvervsafklaring, -træning og praktikforløb. Vi arbejder sammen med lokale virksomheder, der gerne hjælper med at tilrettelægge praktikforløb, der passer til den enkeltes evner og udviklingstrin.

Den sociale træning tilrettelægges ligeledes ud fra barnet eller den unges udviklingstrin og ressourcer. Målet er, at barnet/den unge lærer at begå og klare sig så godt som muligt efter opholdet på Møllebakken.

Træningen kan omfatte almindelig daglig læring (ADL), hvor læringsmålene fx kan være hygiejne, madlavning, træning i at omgås andre hensigtsmæssigt, begå sig i trafikken og i de behov den enkelte ellers måtte have.

Familiearbejdet tilrettelægges med udgangspunkt i den enkelte families ressourcer. Målet for arbejdet er især at hjælpe med at styrke båndene mellem barnet/den unge og familien under anbringelsen. Arbejdet foregår hovedsageligt som familiebesøg, hvor familien inddrages i det arbejde, der foregår med barnet/den unge på Møllebakken.

Den unge/barnet har altid flere ressourcer og færdigheder efter efterbringelsen.

Boligen

Hovedbygningen, hvor de unge bor, er indrettet med køkkenfaciliteter og fælles områder.

Omgivelser

Møllebakken ligger på Midtfyn i den lille landsby Sdr. Højrup cirka fem kilometer nord for Ringe. Afdelingen har gode udendørsområder og har egen boldbane, stald og værkstedslokaler.

Faciliteter

Undervisningsbygningen har sløjdlokale og kreativt værksted, undervisningslokale, skoledepot og lærerværelse.
To pavilloner er indrettet til musiklokale og mindre klasselokaler med plads til to og fire elever.
Vi har computerrum i hovedbygningen, som børnene benytter i fritiden.

På Møllebakken bliver maden lavet af pædagogerne, og vi har som pædagogisk mål at servere god og sund kost og at inddrage børnene og de unge i madlavningen.
Personalet har gennemgået Regions Syddanmarks kursus i medicinhåndtering.

Aktiviteter

Skolen begynder kl. 9 og fortsætter til kl. 16 fra mandag til torsdag. Fredag holder vi weekend kl. 12.00.

Tiden efter skolen er som i de fleste hjem en blanding af fritid, planlagte aktiviteter og pligter. De unge skal for eksempel selv holde orden på deres værelser. Vi tilrettelægger eftermiddagene og aftenerne i samarbejde med den enkelte og prøver i størst mulig omfang at tilgodese de ønsker, der er. Vi opfordrer de unge til at gå til fritidsaktiviteter i nærområdet, og den lokale ungdomsklub.

Pædagogik

Det pædagogiske arbejde på Møllebakken tager udgangspunkt i TARV, som står for Trivsel, Anerkendelse, Relation og Vækst. Pædagogikken tager afsæt i den enkeltes individuelle behov.

Trivsel: De unge skal opleve Møllebakken som et trygt sted at bo, hvor de voksne drager omsorg for dem.

Anerkendelse: De skal opleve at blive set, hørt og forstået af de voksne på Møllebakken.

Relationer: De unge skal opleve, at de voksne er nærværende, og at de har gode relationer til dem. Møllebakken er træningsbanen, hvor man kan øve sig i at indgå i sociale relationer.

Vækst: De unge skal opleve, at man udvikler sig og bliver bedre til at indgå i sociale relationer og i takt med det, skal man opleve, at selvværdet, selvtilliden og selvagtelsen bliver styrket.

Samarbejde med pårørende

Møllebakken holder hvert år to større arrangementer, hvor forældre og andre pårørende bliver inviteret til at deltage. Vi holder hvert år skole-hjem-samtaler og i den forbindelse holder vi forældrerådsmøde.

Vi sender nyhedsbreve ud to gange om året.


Siden er sidst opdateret 13-1-2017
Specialcenter for Voksne med Handicap